Pas på trick- og lommetyvene Blå Mandag

Se her, hvordan du som konfirmand passer godt på dig selv og dine nye ting - og får en sikker Blå Mandag.

Blå mandag er noget, de fleste konfirmander ser frem til. Endnu en festdag fyldt med gode minder.

Desværre ender dagen langt fra godt for alle. Antallet af anmeldte lomme- og tasketyverier er nemlig steget støt de seneste år, og unge konfirmander er ofte nemme ofre. Det samme er de for tricktyve og andre lyssky personer med onde hensigter.

- Meget af den nye og dyre elektronik, som de unge går rundt med, er det rene guf for tyvene. Og de unge er nemme ofre, siger Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.
 
Har du været så heldig at få en smartphone, en iPad, smykker eller kontanter i konfirmationsgave, så tænk over, hvordan du opbevarer dem, og hvad du tager med, når du skal ud og fejre Blå Mandag.
 
- Til Blå Mandag og andre byture kunne opskriften være: Smartphonen i de forreste lommer eller tæt på kroppen frem for i tasken, ikke for mange kontanter med, og undgå generelt at tage for mange dyre ting med, siger Anja Lintrup Sørensen. 

Sådan dækker forsikringen, hvis du får stjålet noget på Blå Mandag 

Hvis man får stjålet f.eks. sin smartphone ved lommetyveri, så er den typisk dækket på forældrenes indboforsikring. Men sørg for at melde tyveriet til politiet.
 
Der gælder særlige regler for tyveri af kontanter og smykker.
 
- Kontanter og smykker bliver kun erstattet, hvis man selv eller andre tilstedeværende bemærker tyveriet, mens det sker. Men sådan forholder det sig jo sjældent ved et lommetyveri, som typisk først bliver opdaget, når kontanterne skal op af lommen, og så er der ingen dækning, forklarer Anja Lintrup Sørensen.
 
Bliver du udsat for røveri med trusler om vold eller overfald, er både smartphone, kontanter og smykker dækket på indboforsikringen. 

6 gode råd til en sikker blå mandag

Politiet har opstillet nogle få, men gode råd til konfirmanderne:

  • Tag ikke kontanter med. Hvis du absolut skal have penge med, så tag kun dem med, du skal bruge. Hold pengene på et sikkert sted, og vift ikke med sedlerne foran alle og enhver.

  • Skjul din pinkode, når du køber noget med kort.

  • Hjælp ikke fremmede med MobilePay-overførsler, og lån aldrig din mobil ud.

  • Overvej at lade dine konfirmationsgaver blive hjemme. Det kan være fristende at tage det nye smart watch eller de nye smykker på, men det kan desværre også gøre dig mere udsat.

  • Hold hele tiden øje med din taske, din mobil og dine andre sager. Læg ikke tingene fra dig, medmindre du får en kammerart til at passe på det.

  • Gå altid nogle stykker sammen, og husk at lave en aftale med dine forældre eller andre, der kan hente dig, når dagens program er ovre.