Bidrag, afgifter og gebyrer
Som forsikringsselskab opkræver vi forskellige bidrag, afgifter og gebyrer på dine forsikringer.
Nogle bidrag og afgifter opkræver vi på vegne af staten – de er lovbestemte og gælder for alle forsikringsselskaber i Danmark. Derudover har vi gebyrer, som dækker omkostningerne i relation til betaling og opkrævning af forsikringerne.
Her kan du se de bidrag og afgifter, vi opkræver til staten, samt de gebyrer, vi selv opkræver.
Lovbestemte bidrag og afgifter samt selskabets gebyrer 2024
I det følgende har vi angivet de bidrag og afgifter, vi er pålagt at opkræve af den danske stat samt selskabets egne gebyrer.
Generelt om lovbestemte afgifter og gebyrer
Vi er som forsikringsselskab pålagt en række lovbestemte bidrag og afgifter, som vi opkræver på vegne af den danske stat.
Ændring af de lovbestemte bidrag og afgifter er generelle og gælder for alle forsikringsselskaber i Danmark.
De aktuelle satser for de forskellige bidrag og afgifter kan du se nedenfor.
Lovbestemte bidrag og afgifter
Stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer, tørke og stormfald:
Når du har tegnet en indbo-, hus- eller fritidshusforsikring hos os, opkræver vi en naturskadeafgift hvert år. Afgiften er 40 kr. pr. forsikring, og pengene indbetales til en pulje i Danmarks Nationalbank. Pengene administreres af Naturskaderådet under Erhvervsministeriet. Pengene udbetales i de situationer, hvor der normalt ikke er erstatningsmulighed for ramte familier, men hvor Naturskaderådet afgør, at der er tale om stormflod, oversvømmelse fra vandløb og søer, tørke eller stormfald.
Miljøbidrag:
Miljøbidraget opkræves for person- og varebilforsikringer sammen med den lovpligtige ansvarsforsikring. Beløbet udgør 84 kr. om året pr. bilforsikring. Miljøbidraget er finansieringsgrundlaget for den såkaldte skrotpræmie, som bilejere modtager, når deres gamle bil skrottes eller ophugges.
Skifter du forsikringsselskab midt i en forsikringsperiode, skal du have tilbagebetalt miljøbidraget for den resterende forsikringsperiode på den eller de bilforsikringer, du flytter over i det nye forsikringsselskab. Herefter opkræves bidraget af dit nye forsikringsselskab for den eller de bilforsikringer, du har flyttet. Bidraget opkræves af Concordia Forsikring og afregnes direkte til SKAT.
Statsafgift:
Der opkræves en statsafgift for forsikringer til motorkøretøjer, dvs. på din bil-, motorcykel-, EU knallert- og knallertforsikring. Afgiften afregnes direkte til SKAT via din forsikring hos os. Statsafgiften er indregnet som en del af den pris, du får oplyst inden afgifter og bidrag.
Du kan sammenligne afgiften med momsen, som findes på andre varer og serviceydelser.
Statsafgiften er 42,9 % af forsikringspræmien på din ansvarsforsikring på din bil eller motorcykel. For EU knallert- og knallertforsikringer er der en fast statsafgift på 230 kr. om året. Desuden opkræves der statsafgift på bådforsikring. Denne udgør 1 % af kaskosummen.
Skadeforsikringsafgift:
Skadeforsikringsafgift er en afgift, der skal betales til staten. Den opkræves for alle typer forsikringer med undtagelse af forsikringer, der allerede er pålagt statsafgift. Skadeforsikringsafgiften udgør 1,1 % af forsikringens pris, og hele beløbet sender vi videre til staten.
Skadeforsikringsafgiften opkræves ved første betaling, efter forsikringen er tegnet, ved ændring af eksisterende forsikring og ellers hvert år ved betaling af forsikringen.
Garantifonden for skadesforsikring:
Alle forsikringsselskaber i Danmark skal på vegne af staten opkræve bidrag for visse forbrugerforsikringer til Garantifonden for skadesforsikring.
Bidraget udgør 40 kr. pr. police på følgende forsikringer:
- Parcelhusforsikring
- Landboligforsikring
- Indboforsikring
- Motorcykelforsikring
- Bilforsikring til privat anvendelse
- Varevognsforsikring til privat anvendelse
Bidraget udgør 30 kr. pr. ansat (omregnet til fuldtidsansatte) på følgende forsikringer:
- Lovpligtig arbejdsskadeforsikring
Bidraget udgør 30 kr. pr. person, der er omfattet, på følgende forsikring:
- Frivillig arbejdsulykkesforsikring
Generelt om selskabets gebyrer
Selskabet har i dag gebyrer i relation til betaling og opkrævning samt opsigelse forbundet med forsikringsaftalen. Herudover har selskabet rykkergebyrer ved manglende betaling samt gebyr ved genoptagelse af forsikring efter sletning grundet manglende betaling.
Ved forhøjelse af eksisterende gebyrer eller indførsel af nye, vil vi varsle det via vores hjemmeside. Ved forhøjelse af et eksisterende gebyr vil dette ske med mindst 1 måneds varsel til den 1. i en måned. Indførsel af nye gebyrer vil ligeledes ske med mindst 1 måneds varsel til den 1. i en måned.
Vi forhøjer alene eksisterende gebyrer eller indfører nye gebyrer, såfremt der er forhold, der tilskriver dette. Dette kan eksempelvis være for at dække direkte omkostninger til betalingsservice (Nets) eller til at dække øgede håndteringsomkostninger ved vores ekspedition af f.eks. opkrævning og betaling og opsigelser.
De aktuelle satser for de forskellige gebyrer kan du se nedenfor.
Selskabets gebyrer
Betalingsgebyr
Betalingsservice (BS)
For præmiebetaling ved brug af betalingsservice (BS) via Nets opkræver vi et betalingsgebyr på 10 kr. pr. præmiebetaling. Gebyret dækker omkostninger til Nets samt vores egne håndteringsomkostninger. Der betales ikke ekstra gebyr ved ønske om månedlig, kvartårlig eller halvårlig præmiebetaling.
MobilePay
Ved præmiebetaling via MobilePay opkræver vi et betalingsgebyr på 2,75 kr. pr. forsikring. Der betales ikke ekstra gebyr ved ønske om månedlig, kvartårlig eller halvårlig præmiebetaling.
Indbetalingskort
Ved præmiebetaling via indbetalingskort opkræver vi et gebyr på 60 kr. pr. indbetalingskort. Der betales ikke ekstra gebyr ved ønske om kvartårlig eller halvårlig præmiebetaling.
Gebyr ved forkortet opsigelse:
Ved forkortet opsigelse af en forsikring, der har været i kraft i mindre end 1 år, opkræver vi et gebyr på 500 kr.
Ved forkortet opsigelse af en forsikring, der har været i kraft i mere end 1 år, opkræver vi et gebyr på 50 kr.
Ved forkortet opsigelse af sæsonbetonede forsikringer (f.eks. campingvogn og motorcykel) kan vi opkræve et administrationsgebyr på 1.000 kr., såfremt der er tale om opsigelse for en kortere periode.
Rykkergebyr ved manglende betaling:
Ved udsendelse af 1. rykkerbrev opkræver vi et gebyr på 100 kr.
Ved udsendelse af 2. rykkerbrev opkræver vi et gebyr på 100 kr.
Gebyr ved genoptagelse af forsikring:
Ved genoptagelse af forsikring efter sletning på grund af restance opkræver vi et gebyr på 150 kr.