Styrk virksomhedens cybersikkerhed

Cybersikkerhed er mere aktuelt end nogensinde før. De cyberkriminelle kan hurtigt sætte en stopper for din forretning – derfor er det vigtigt, at både du og dine medarbejdere er godt klædt på til at modstå digitale trusler.

Alle medarbejdere skal med ombord

En evigt tilbagevendende udfordring ved cybersikkerhed er den menneskelige faktor. Hopper medarbejderne i fælden, åbner de (ubevidst) døren for de kriminelle, og det kan hurtigt ende galt.

Begrænsning af cyberkriminalitet handler i høj grad om adfærd, opmærksomhed og sund fornuft. Derfor er det nødvendigt at flytte sikkerhedsarbejdet ud i hele virksomheden. IT-afdelingen er naturligvis en central brik i spillet, men de kan ikke alene holde de kriminelle for døren. Alle medarbejdere skal være bevidste om trusler og god digital adfærd.

Det kan koste dyrt for forretningen

Bliver din virksomhed ramt af cyberkriminalitet, kan det medføre en lang række udgifter, f.eks. i forbindelse med driftstab, udgifter til genetablering af data og et eventuelt erstatningsansvar over for ramte kunder. Samlet set kan det ende med at blive en bekostelig affære.

Det gælder derfor om hele tiden at være et skridt foran de cyberkriminelle, så I kan undgå angreb.

Her er 7 gode råd til at forbedre cybersikkerheden i din virksomhed:

  1. Klæd medarbejderne godt på: Det er vigtigt, at medarbejderne har kendskab til cybersikkerhed – og ser sig selv som en aktiv del af virksomhedens værn mod angreb. Klæd dem godt på til at spotte mistænkelige mails og være kritiske over for links, vedhæftede filer og lignende.

  2. Etablér en stærk passwordpolitik: Få alle medarbejdere til at skifte kodeord jævnligt, og sørg for at kodeordene er stærke.

  3. Brug to-trins godkendelse: To-trinsbekræftelse giver et ekstra sikkerhedslag og gør det markant sværere for hackere at skaffe sig adgang til jeres systemer.

  4. Sørg for automatisk sikkerhedsopdateringer: Antivirus, styresystemer og lignende bør være indstillet til automatisk opdatering. Dette gælder for alle enheder – både stationære og bærbare computere, mobiler og tablets.

  5. Begræns administratorrettigheder: Begræns antallet af brugerkonti med administratorrettigheder. Rettighederne kan give en hacker let adgang til – og ikke mindst kontrol over – virksomhedens systemer.

  6. Tag backup af data: Tag backup af kritiske data, så system og forretning hurtigt kan genetableres. Det er desuden vigtigt med løbende tests, så I sikrer jer, at sikkerhedskopieringen virker – når først skaden er sket, er det for sent.

  7. Opstil et beredskab: Sørg for at have en klar plan for, hvem der gør hvad, hvis uheldet rammer – så er I forberedte og kan bedre mindske skadens omfang.

Risikovurdering og sikkerhedstjek

Ifølge Digitaliseringsstyrelsen har 1 ud af 4 små og mellemstore virksomheder ikke implementeret essentielle sikkerhedstiltag, såsom backup og opdatering af programmer. Som et led i at komme problematikken til livs, stiller de forskellige digitale vejledninger og værktøjer til rådighed, der kan styrke virksomheders digitale sikkerhed:

  • IT-risikovurderingsværktøj: Giver overblik over virksomhedens IT-setup og dets svage punkter.

  • Sikkerhedstjekket: Tester virksomhedens IT-sikkerhedsniveau og kommer med anbefalinger til indsatser, der kan forbedre den digitale sikkerhed.

Prøv Digitaliseringsstyrelsens test og værktøjer her