Skal I flytte fra hinanden?
Der er flere ting, som skal deles mellem dig og din partner, hvis I vælger at flytte fra hinden. Det gælder både ved separation, skilsmisse og afbrudt kæresteforhold. De fleste er klar over, at formue, bolig og indbo skal fordeles. Men de fælles forsikringer skal også opdeles.
Rent forsikringsmæssigt betragtes du og din (tidligere) partner som én husstand, så længe I har fælles forsikringer – også selvom I måske allerede er flyttet fra hinanden og har fået hver sin adresse. Det betyder, at I fortsat deler betalinger og skadehistorik, og at I stadig kan ændre og opsige hinandens forsikringer.
Indboforsikring og rejseforsikring
Når I ikke længere deler adresse, skal I have hver jeres indboforsikring – og I skal begge stå angivet som forsikringstager med korrekt folkeregisteradresse på egen police. Det kan også være, I hver især får behov for ekstra dækninger, så som rejseforsikring, elektronikforsikring eller cykelforsikring. Eller måske har I brug for en anden indbosum, efter I har fordelt jeres ting imellem jer.
Husforsikring
Har I haft fælles hus, som skal sælges i forbindelse med, I flytter fra hinanden? Så behøver I ikke opsige eller ændre forsikringen. Det er nemlig købers forsikringsselskab, der skal opsige den nuværende forsikring på huset. Hvis I har solgt huset gennem en ejendomsmægler, vil mægleren typisk sørge for, at husforsikringen bliver opsagt i samråd med køber.
En husforsikring flytter altså ikke automatisk med forsikringstageren. Derfor skal du og din partner huske at få oprettet ny husforsikring, hvis I flytter i et andet hus. Skal I derimod flytte i lejlighed, vil udlejer eller ejerforeningen som udgangspunkt står for alt det, der vedrører selve bygningen.
Bilforsikring
Hvis du og din tidligere partner har haft fælles bil, og den ikke skal sælges, skal I beslutte, hvem der skal stå som ejer og bruger af den. Det gælder uanset, om I har ét eller flere køretøjer.
Sørg først og fremmest for at få bruger- og ejerforholdet korrekt registreret ved SKAT. Derefter kan du kontakte dit forsikringsselskab og få tilpasset forsikringen. Måske ændret dit årlige kørselsbehov sig, fordi du eller dine børn flytter.
Som udgangspunkt beholder du samme anciennitet som din tidligere partner, hvis han eller hun har stået som forsikringstager. Det vil sige, du bliver på samme pristrin som hidtil. Prisen kan dog ændre sig alligevel – f.eks. hvis du flytter bopæl til et andet postnummer.
Ønsker du en pris på en bilforsikring hos Concordia Forsikring? Så prøv vores prisberegner her.
Ulykkesforsikring
På en ulykkesforsikring med dødsdækning, er det som udgangspunkt ægtefællen, der modtager erstatning, hvis forsikringstageren dør. Derfor kan det være en god idé at tage stilling til, hvem der fremadrettet skal være begunstiget – og dermed berettiget til erstatning fra din ulykkesforsikring i tilfælde af, du går bort.
Hvis I har børn under 18 år, skal I også blive enige om, hvem der skal stå for deres forsikring, så de er godt dækket i tilfælde af ulykker.