
Det røde og grønne kort til bilferien
Du skal have helt styr på sikkerheden, når du rejser på bilferie. Grønt Kort og Rødt Kort er to forskellige beviser, som er vigtige at have på plads, inden du kører.
Har du styr på dine kort til bilferien?
Det røde kort giver dig assistance i udlandet, hvis du har en kaskoforsikring på din bil. Det grønne kort er derimod dit bevis på, at du har en lovpligtig ansvarsforsikring.
Sådan gør du, hvis uheldet er ude på bilferien
Hvis bilen bryder ned, eller du er involveret i et uheld på bilferien, er SOS Internationals døgnåbne alarmcentral nøglen til hurtig hjælp fra Rødt Kort-ordningen. Lettest er det at bestille vejhjælp digitalt. Men du kan også ringe på + 45 70 10 50 52.
Du er automatisk med i Rødt Kort-ordningen, hvis din bil er kaskoforsikret. Er den ikke det, så køb som minimum et abonnement, der sikrer dig vejhjælp i udlandet.
Det er ikke nødvendigt at medbringe det fysiske Røde Kort på bilferien.
Hvis uheldet er ude, og du har brug for assistance, ringer du blot til SOS på +45 70 10 50 52 eller bestiller vejhjælp digitalt via deres hjemmeside. Det er en god idé at have bilens registreringsnummer ved hånden.
Husk også gerne at sikre dig vidner, oplysninger om modparten og at tage fotos af bilerne og nummerpladerne, hvis der er andre involverede i uheldet.
Du bør også overveje at have en ulykkesforsikring, når du kører på bilferie. I mange lande er niveauet for erstatninger ved personskade betydeligt lavere end i Danmark.
Du kan printe den fælleseuropæiske skadesanmeldelse her.
Grønt kort er kun nødvendigt i visse lande
Ansvarsforsikringen på din bil gælder i alle EU-lande. Nummerpladen er bevis for, at din bil er ansvarsforsikret. Derfor er det ikke nødvendigt at medbringe det grønne kort inden for EU's grænser samt i Andorra, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien og Storbritannien.
Det er kun nødvendigt at medbringe det grønne kort, hvis du kører i bil til et af disse lande: Albanien, Aserbajdsjan, Nordmakedonien, Marokko, Moldova, Tunesien, Tyrkiet og Ukraine.
Du kan altid bestille et nyt grønt kort i Mit Concordia.
OBS: Kosovo, Rusland, Belarus og Iran er ikke med i grønt kort-ordningen. Skal du køre i et af disse lande, skal du i stedet købe en ansvarsforsikring ved grænsen.
Læs mere om det grønne hos DFIM.
Sådan får du vejhjælp i udlandet
Du skal kontakte SOS International, hvis du har brug for international vejhjælp via Rødt Kort-ordningen. Bestil vejhjælp digitalt eller ring på + 45 70 10 50 52.
Om Rødt Kort-ordningen
Rødt Kort-ordningen er en redningsforsikring, som er en integreret del af alle kaskoforsikringer tegnet i danske forsikringsselskaber.
Hvis uheldet er ude, dækker Rødt Kort-ordningen bugsering til nærmeste værksted. Kan bilen ikke repareres på stedet, dækker ordningen den nødvendige assistance, så ferien kan fortsætte.
SOS International varetager alle assistanceopgaver på vegne af de danske forsikringsselskaber.